ENTREPRISE I erhverv
Alt i el til topmoderne børnehave i Aalborg
I Aalborg Øst blev en helt ny og moderne daginstitution, der rummer både vuggestue og børnehave, taget i brug i efteråret 2025. Her er der kælet for arkitektur og indretning både inde og ude, og bygningen har den særlige DGNB-certificering for bæredygtigt byggeri – blandt andet via en række specialinstallationer, som vi har bidraget til at etablere.
Opgaven med opførelsen af Daginstitutionen Alfred Nobel har bl.a. omfattet etablering af alle kabler, stikkontakter og udtag, installation af belysning inde og ude, installation af alle hvidevarer og køkkeninstallationer, fortrådning af CTS-anlæg, installation af stikkontakter til elcykler i skur og etablering af solcelleanlæg.
Bygningen rummer desuden en række specialløsninger, herunder avanceret automatisk klimastyring. Projektleder Nicolaj Nielsen fortæller:
”Ud over de gængse installationer, vi altid etablerer i et nybyggeri, er der lavet en række installationer, som skal gøre driften af bygningen så nem og velbalanceret som muligt. Vi har fx lavet kabling til styringen af gulvvarme og radiatorer, koblet belysningen til lysfølere i ventilationen, så lyset styres automatisk og fortrådet vinduesstyring i loftsvinduerne, så de kan åbne/lukke automatisk.”
Herudover er der etableret en række følere og alarmer, fx lækagetjek på gulvvarmen, en trykvagt i køkkenet, så der udløses en alarm, hvis emhætten ikke virker, og en såkaldt ’fedtudskillervagt’, som giver alarm, når det særlige afløb til fedt fra madlavningen skal tømmes.
Der er desuden lavet mulighed for ekstra udsugning i toiletter og separat manuel styring til lyset i udvalgte områder af børnehaven, så personalet selv kan tilpasse det efter behov.
”Vores faste folk på pladsen, montør Simon Lyngsø og lærling Mikkel Broen Nielsen, har haft et tæt samarbejde med leverandørerne af de forskellige installationer, bl.a. Lindinvent og Unic Automatik, som har stået for de to CTS-systemer i huset. Det er vigtigt at holde tungen lige i munden med de forskellige fortrådninger af sensorer og systemer, så de to systemer spiller optimalt sammen – og ligeledes at opmærke og dokumentere de forskellige kabler og forbindelser, så det er let at lokalisere evt. fejl eller udskiftning af kabler senere hen,” fortæller han og tilføjer:
”Teknikrummet er både hjerte og hjerne i bygningen: Her er alle kabler koblet til eltavlen, og alle målepunkter for el, varme, solceller og energiforbrug samles, så den automatiske styring skaber den bedst mulige – og mest energirigtige – balance i indeklimaet.”
Netop bygningens DGNB-certificering stiller skrappe krav til bygningens energiregnskab, og der er derfor også etableret solceller, så bygningen kan dække en stor del af sit eget strømforbrug.
”De teknologier og installationstyper, vi har til rådighed i dag, betyder, at en bygning som denne kan få en virkeligt god balance mellem bæredygtighed, selvforsyning og indeklima. Samtidig er bygningen opført med træfacade, så den falder godt ind i de grønne omgivelser, så det hele går op i en højere enhed. Det har været en fornøjelse at bidrage til den,” afslutter han.









