Varmepumpe I erhverv

Ingen varmepumpe er for stor, når man har gode samarbejdspartnere

De seneste år har vi i Michael Wulff A/S haft et løbende samarbejde med Krebs A/S om installation af store varmepumper til varmeværker. Første skud på stammen var Støvring Varmeværk, herefter fulgte Gram Varmeværk – og vi er nu i gang med at installere verdens største luft/vand varmepumpe for Krebs A/S på Billund Varmeværk.

Samarbejdet startede i 2024, hvor Krebs A/S var totalleverandør på installation af en ny varmepumpe, leveret af Fenagy A/S, til Støvring Varmeværk. Her foreslog varmeværket ud fra deres lokalkendskab, at Krebs A/S fik tilbud fra Michael Wulff A/S som underleverandør på elopgaverne i på projektet.

Projektleder hos Krebs A/S Jens Stoffersen fortæller:

”Vi kendte godt til Michael Wulff A/S og har tidligere kørt mindre projekter sammen med dem, men jeg havde ikke selv samarbejdet med dem før. Vi brugte lidt projektet på Støvring Varmeværk som en prøveballon for at se, hvordan et samarbejde kunne fungere – og det kørte bare som det skulle. Det blev startskuddet til et længerevarende samarbejde, hvor vi løbende har brugt dem som underleverandør.”

Han fremhæver dels de høje kompetencer, folkene fra Michael Wulff A/S kommer med, men også den positive tilgang og selvstændige arbejdsmåde, man tilgår opgaverne på.

”Det fungerer virkeligt godt. Det er jo store og meget komplekse opgaver, vi har med at gøre, når vi taler varmepumper til varmeværker, og de tilgår opgaverne med oprejst pande og en tilgang, hvor man arbejder selvstændigt og løsningsorienteret, så de ikke hele tiden kommer og spørger om ting – de får det bare løst,” siger Jens Stoffersen og tilføjer:

”Min primære kontakt er projektleder Nicolaj Nielsen – og han er kanon at samarbejde med. Han er enormt dygtig, nede på jorden og får eventuelle udfordringer løst uden problemer. Vi har et godt samspil, hvorved vi fra begge sider sammen hæver kvaliteten på slutproduktet.”

Da samarbejdet om Støvring Varmeværk var afsluttet, stod det klart, at kimen var lagt til videre samarbejde.

”Ud over at samarbejdet forløb gnidningsfrit, er der aldrig en finger at sætte på det arbejde, de leverer. Det er pænt udført, og da vi testede anlægget, gik det direkte igennem uden anmærkninger. Derfor var det også oplagt at tage dem med på de næste opgaver på Gram Varmeværk og senest på Billund Varmeværk, som er en ordentlig mundfuld,” siger Jens Stoffersen.

Godt fundament for løbende samarbejde

Hos Michael Wulff A/S er Nicolaj Nielsen også glad for samarbejdet med Krebs A/S.

”Dels betyder det noget at have et løbende samarbejde, så man ved, hvordan man hver især arbejder. Det giver en god proces og dialog om tingene, når man allerede fra projekternes start er på bølgelængde. Derudover er Jens og hans kolleger i Krebs A/S enormt professionelle – der er bare styr på tingene. De ved altid, hvad de laver, og hvor vi er på vej hen, og det er en fornøjelse at arbejde sammen med dem,” siger Nicolaj Nielsen og tilføjer:

”Jeg har en rigtig god dialog med Jens, og jeg har den tilgang, at vi skal udføre vores arbejde på en måde, så Jens skal bruge mindst mulig tid på os. Det betyder fx, at hvis der opstår nogle udfordringer hen ad vejen, finder vi en mulig løsning, så Jens blot skal nikke OK til den, og så udfører vi det. Og det har jeg indtryk af, at Jens og Krebs A/S som helhed er rigtigt glade.”

Det gode samarbejde går naturligvis begge veje, og Nicolaj Nielsen og hans kolleger hos Michael Wulff A/S står altid klar, når telefonen ringer og Jens er i røret.

”Det er altid dejligt, når Jens ringer om en ny opgave, og på nuværende tidspunkt, hvor vi har arbejdet sammen over nogle omgange, kan vi hurtigt beregne tilbud og tale os frem til en aftale. Derudover er det jo nogle enormt spændende projekter, vi laver sammen – det er ikke lige hver dag, man er med til at lave verdens hidtil største varmepumpe af denne slags,” afslutter han.

Billeder fra varmepumpeinstallationen ved Støvring Varmeværk:

Jens Stoffersen ved Billund Varmeværk

Projektleder hos Krebs A/S Jens Stoffersen – Ved Billund Varmeværk

Installation af varmepumper ved Støvring Varmeværk

Projektleder hos Michael Wulff A/S Nicolaj Nielsen – Ved Støvring Varmeværk.

Billeder fra varmepumpeinstallationen ved Gram Varmeværk:

Billeder fra varmepumpeinstallationen ved Billund Varmeværk:

Scroll to Top

Ring til os

72 16 15 33