Varmepumpeinstallation fra A-Z

Da Karsten Mortensen besluttede sig for at anskaffe sig en varmepumpe til opvarmning af sit hus, hvor han også driver virksomheden CeraDent Dentallaboratorium, faldt valget på en DVI-varmepumpe leveret og installeret af Michael Wulff A/S.

Som så mange andre i Rebild Kommune havde Karsten Mortensen i mange år anvendt gasfyr til opvarmning af det 330 kvm store hus, hvor en del anvendes som lokaler til virksomheden, som han driver sammen med sin kone, Pia.

”Vi kunne godt se, hvor det bar hen ad, da gaspriserne steg voldsomt, og vi valgte derfor at reagere relativt hurtigt og så os om efter en anden løsning. Vi har en ret stor naturgrund, men den er ikke egnet til jordvarme, og derfor faldt valget på en varmepumpe,” fortæller Karsten Mortensen.

Dog var de ikke interesseret i en typisk varmepumpe, der ofte er udformet som en hvid eller sort firkantet kasse, da det ikke ville passe ind i de naturskønne omgivelser i Rebild Bakker.

”Vi spurgte Michael Wulff til råds, da vi vidste, at hans virksomhed samarbejder med DVI, som laver nogle varmepumper i flot design, der ville passe godt ind på vores naturgrund. Det viste sig, at DVI ret hurtigt kunne levere den pumpe, vi gerne ville have, og Michael Wulff gav tilbud på at stå for hele processen omkring installationen, så vi kom ret hurtigt i gang,” fortæller Karsten Mortensen.

Varmepumpeinstallation DVI

Karsten Mortensen ved sin nye DVI varmepumpe

DVI varmepumpe installeret og klar
Varmepumpe installation god service

Steffen, elektriker hos Michael Wulff A/S, har stået for hele installationen

Varmepumpen blev installeret i sommeren 2022, og med Karsten Mortensens ord ’spillede det hele bare’:

”Michael Wulff A/S var tovholder på hele processen. De forestod gravearbejdet, hentede et VVS-firma ind til den del af arbejdet og stod selv for de elektriske installationer. Det hele gik som planlagt, budgettet holdt, og alt har kørt, som det skulle, siden vi trykkede på knappen og satte systemet i gang,” fortæller han.

Han har stor ros til Michael Wulff A/S’ medarbejder, som både har leveret et flot stykke arbejde og et højt serviceniveau.

”Det har bare spillet fra dag 1. De har stået her, når de har sagt, de ville, og der var endda et tilfælde, hvor VVS’eren var færdig en dag før aftalt tid, men hvor elektrikeren fra Michael Wulff A/S først havde planlagt at være her dagen efter. Jeg ringede til ham og fortalte, at VVS-arbejdet var færdigt, og han smed, hvad han havde i hænderne, og stod her 30 min efter. Og han blev her endda resten af dagen for at gøre de ting færdige, der skulle laves. Det er kort sagt fantastiske medarbejdere, de har!”

Investering til fremtiden

Installationen af varmepumpen er en del af en større energirenovering, som Karsten og Pia Mortensen er i gang med i deres hus. Renoveringen omfatter eksempelvis nye vinduer og døre, pejseindsats og hulmursisolering, og netop dette betyder, at de håber at kunne nøjes med én varmepumpe trods husets størrelse.

”Michael Wulff A/S lavede nogle beregninger på, hvad vores behov ville være med. Med husets størrelse ligger vi lige på grænsen, men deres vurdering var, at med de nye renoveringer indregnet, vil en enkelt varmepumpe kunne opfylde vores behov. Vi har dog, efter råd fra dem, helgarderet os og dimensioneret systemet, så en ekstra varmepumpe let kan tilføjes uden ekstra gravearbejde, hvis vi alligevel skulle få brug for det i fremtiden,” fortæller Karsten Mortensen.

Rent økonomisk tør han i den nuværende verdenssituation ikke spå om, hvilken besparelse varmepumpen kan give dem, men den har givet en klar fordel i et andet perspektiv:

”Det giver os en stor sikkerhed, at vi nu har vores eget varmesystem, hvor vi ikke er afhængige af, om nogen finder på pludselig at slukke for gassen. Vi er meget glade for vores løsning, og vi forventer naturligvis, at der også kommer en økonomisk besparelse senere hen, når elpriserne bliver stabiliseret,” afslutter han.

DVI varmepumpe

Udvalgte kundereferencer:

Scroll til toppen